Dansk Folkeoplysnings Samråd



Printvenlig udgave af siden Print

Her er du:


At købe og lære på samme tid

Forbrugerne har stor magt, hvis de bruger den. Men det kræver viden, kompetencer og refleksion. Derfor skal vi lære at være forbrugere, og det kan bl.a. ske i butikken. Det var nogle af temaerne på konferencen ”Bæredygtig forbrugerlæring”.


Af Michael Voss

Forbrug, forbrugerindflydelse og forbrugerlæring handler om et bredt spekter af emner. Det var ingen af deltagerne i konferencen ”Bæredygtig forbrugerlæring” i tvivl om efter at have hørt en stribe oplæg.
I den ene ende af skalaen fortalte fortalte Carol Edwards fra Nordirland om, hvordan forbrugerrådet der gør forbrugerne i stand til at forstå deres rettigheder og pligter – at anvende dem. ”Det kan spare en gennemsnits-forbruger 200 pund om året,” sagde hun bl.a.
I den anden ende af skalaen talte Victoria Thoresen om, hvordan man kan kvalificere forbrugeren til at handle bæredygtigt. ”Vi skal være forbrugere og medmennesker på én gang,” sagde hun.
(Links til interviews med Edwards og Thoresen i højre kolonne)

4_tilh_430

Konferencen, der fandt sted den 21. april i København, var arrangeret af et nordisk netværk, som består af DFS, Liberalt Oplysningsforbund, Esbjerg Højskole, det norske COOP og det norske VOFO (søsterorganisation til DFS).

Brug forbrugermagt konstruktivt
I sin indledning forklarede Christine Sestoft fra DFS, hvad forbrugerlæring er: ”Det er at forstå, hvad det indebærer af forskellige rettigheder og pligter at være forbruger i dag.
Det er også at blive i stand til tage vores forbrugermagt alvorligt og bruge den konstruktivt som medborgere i demokratiet. Og det er at gennemskue de sundhedsmæssige, sociale, politiske og ikke mindst økologiske konsekvenser af vores forbrugeradfærd.
Alt sammen er det noget, vi skal lære,” sagde hun.

Brug butikken
Ud over Carol Edwards og Victoria Thoresen talte også forstander Mads P. Sørensen fra Esbjerg Højskole. Han forklarede om de udfordringer, som globaliseringen stiller forbrugeren overfor, og etablerede dermed det overordnede grundlag for konferencen.
Odd Rune Andersen fortalte om COOP – den norske kooperative butikskæde – overvejelser. Via sine medlemmer og sine butiksråd har COOP et stærkt netværk og tæt kontakt til forbrugerne. ”Forbrugerne ønsker i høj grad at kunne købe bæredygtigt i vores butikker. De vil gerne lære at træffe de rigtige valg, men samtidig forventer de, at butikken har taget et ansvar for, at varerne er forsvarlige,” sagde han.

Mere end information
”På denne konference fik vi for første gang samlet folkeoplysning, detailhandel og myndigheder for at diskutere forbrugerlæring,” siger Christine Sestoft i en foreløbig status.
Til stede var både folkeoplysere, repræsentanter for COOP i Danmark og Norge, en repræsentant for Dansk Erhverv samt Forbrugerstyrelsen.
”Der var bred forståelse for, at konkret information ikke er nok. Alle var enige om, at der er brug for forbrugerlæring, så forbrugerne selv kan manøvrere i forhold til de komplicerede problemstillinger og selv træffe deres valg,” fortæller Christine Sestoft og tilføjer:
”I England og en række engelsksprogede land har man været i gang længe. På denne konference fik vi taget hul på diskussionen om, hvordan vi konkret udvikler forbrugerlæring - og hvor vi gør det, f.eks. i butikken.”
De norske deltagere fik de første aftaler på plads og er dermed allerede i gang med at bruge konferencens diskussioner i praksis. Det samme vil snart ske i Danmark.
Samtidig afventer netværket svar på en ansøgning til Nordisk Ministerråd om finansiering af et fællesnordisk projekt om at anvende studiecirkler til forbrugerlæring.
4_pause_udenfor_430



April 2008

Rød pilInterview med Carol Edwards

Rød pilInterview med Victoria Thoresen

Power Point Præsentationer på konferencen (pdf-filer):

Rød pilChristine Sestoft: Velkomst og introduktion
CPS_100

Rød pilMads P. Sørensen: Samfundet, forbrugerismen og folkeoplysningen
Mads_P_Sørensen_100

Rød pilOdd Rune Anersen: Hvad kan butikken gøre - og hvad gør den?
Odd_Rune_Andersen_100

Rød pilVictoria Thoresen: Eksempler på forbrugerlærings-metoder
Victoria_Thoresen_100

Rød pilCarol Edwards: Nye metoder og læringsrum i forbrugeroplysningen
Carol_Edwards_100

Rød pilIdekatalog fra konferencens workshops

Rød pilKonferencens grundlag