Dansk Folkeoplysnings Samråd



Printvenlig udgave af siden Printvenlig

Her er du:


Nye krav til foreningslivet

26. januar 2004

Artikel af Sigrid Kristensen i Ungdom & Idræt nr. 2, 2004

Nye forventninger og udfordringer stiller nye krav til foreningslivet, mener Jens Erik Kristensen. Kristensen er lektor i idéhistorie ved Århus Universitet og har blandt andet forsket i kompetenceudvikling gennem læring.

"Folk betragter deres engagement i foreningslivet som selvudvikling og uddannelse. Hvad kan JEG bruge det til? Hvilken service kan I yde MIG i min selvudvikling? Foreningslivet bliver dermed i stigende grad nogen, der servicerer individuelle brugere."

Det er i følge idéhistoriker ved Århus Universitet, Jens Erik Kristensen, ikke foreningernes oprindelige formål, og hvis foreningerne blot prøver at leve op til medlemmernes behov for selvudvikling, giver de slip på en historisk dannelsesopgave.

Det enkelte individ er en del af et større fællesskab. I foreningslivet kan vi overskride os selv og deltage i noget, der forpligter udover os selv.

"Det er min påstand at multikulturellisering, individualisering og globalisering, overgangen til videnssamfundet, har påvirket foreningslivet. Jeg vil forsøge at illustrere gennemslaget af de tendenser. Hvordan man bør forholde sig til de nye krav, forventninger og udfordringer, som medlemmerne møder op med. Hvordan bør man i foreningslivet forholde sig til den udvikling uden at prisgive sit værdigrundlag og oprindelige formålsbestemmelser? Er akademiseringen vejen frem, eller er det markedets trojanske hest i foreningslivet?", spørger Jens Erik Kristensen.

Modernisér eller dø
Jens Erik Kristensen mener, at foreningslivet er kommet under et moderniserings- og omstillingspres fra mange sider.

"Derfor er det nødvendigt med solide rødder, hvis ikke man skal prisgive sig til udviklingen. Det vil sige modernisér eller dø. Omstil eller afvikl jer. Det er de vilkår, vi i dag lever under", forklarer Kristensen og fortsætter:

"Der er en ny dagsorden, der hedder livslang kompetenceudvikling og læring. Foreningslivet er et af de sidste steder, hvor kompetencelæring er trængt ind, og det er hastigt på vej til at gøre sig gældende som tvangstanke, det vil sige noget man er nødt til at tænke i og ikke kan komme udenom."

Kompetenceudvikling
Begrebet kompetenceudviling vandt frem i 1990erne og stammer fra amerikans managementtænkning. Det er en måde at udvikle sine menneskelige ressourcer på.

"Begrebet har formået at afvikle forudgående former for tænkning alle steder. I børnehaven, foreningslivet, gymnasiet og på plejehjemmet. Højskolerne og foreningslivet har forsvaret sig længst mod denne moderniserede dagsorden. Foreningslivet står stærkt, fordi det trods alt ikke er en del af uddannelsessystemet. Målet er ikke at opnå en akademisk grad. Foreningen er der ikke for at fremme folks status på arbejdsmarkedet", siger Jens Erik Kristensen.

Kompetenceudvikling er at udvikle mennesker og gå strategisk efter bestemte mål. Et fokusskift betyder, at man ikke længere tilegner sig viden gennem uddannelse. Nu er det livslang læring med henblik på livslang kompetence. I skolen skal vi ikke lære at vide, men lære at lære. I dag uddanner man sig selv, og læring er blevet en indre skat, hvor vi skal lære at være, at gøre, at vide, at være sammen.

Fire grupper
Jens Erik Kristensen deler samfundet i fire grupper:

  1. Staten/det offentlig med love, regler og kollektive beslutninger.
  2. Arbejdsmarkedet/ejendomsbesiddere
  3. Individet, og
  4. Det civile samfund (herunder foreningslivet)

Markedet, foreningslivet og det offentlige konkurrerer om individet.

"Vi er først og fremmest personer, jeg er ejendomsbesidder og statsborger. Især tanken om at nå personen er trådt i centrum. De roller, vi indtager i foreningslivet, bliver farvet af det," siger Jens Erik Kristensen og tilføjer:

"Den stigende individualisering er noget, man må forholde sig til. Vær forbeholden overfor ledelsestænkning fra det private. Det er ikke uskyldigt at gøre det hele op i kompetencetermer. Men hvor klangt kan vi komme med egne begreber og undgå at prisgive os selv? Vi skal være forbeholdne overfor en dagsorden, der totaliserer sig ind over alle felter. Det er det, der gør vores samfund værd at samle på", slutter idéhistorikeren.