Dansk Folkeoplysnings Samråd



Printvenlig udgave af siden Printvenlig

Her er du:


Svensk oplysningsprojekt på DR2

26. januar 2004

Arbetarnas Bildningsförbund - AOFs svenske søsterorganisation - har som en del af sit internationale arbejde skrevet manuskript til og optaget dokumentarfilmen "Indien på vej", der nu sendes i tre programmer på DR2.

I "Indien på vej" følger vi svenske Ellen og Christian på deres rejse gennem et land i forandring. Sammen med indiske unge undersøger de, hvordan et nyt Indien bryder frem. 

Første del i dag
Første program sendes allerede i dag, den 26. januar, kl. 16.00. I første del af filmen møder vi Ellen og Christian, der begynder deres rejse på en radiostation midt i Bombay. I det sydlige Indien møder de lægedatteren Priya Varaprasad, som har levet et bekvemt liv. De tre unge bor sammen nogle uger i det fattige landsbysamfund Tirupur. Blandt de fattige oplever Priya nye sider af sit hjemland.

Anden del
I anden del, som sendes næste mandag den 3. februar - samme tid og sted, udfordres Ellens svenske syn på kvinders rettigheder, da hun møder Priyas venner. De fleste ønsker at forældrene bestemmer, hvem de skal giftes med. Alligevel får Sabina et chok, da forældrene pludselig ringer og fortæller at de har fundet en mand til hende. Priyas forældre vil have, at hun gifter sig inden for et par år, men hun vil først studere i USA.

Tredje del
I det sidste program, som sendes den 10. februar, vender Christian tilbage til det børnehjem, han forlod som barn. Han har ingen anelse om, hvad der venter ham, og er usikker på, hvor meget han ønsker at vide.  Besøget udvikler sig til noget større end søgen efter sine biologiske rødder, da han møder Minisha Philips, som blev tilbage på St. Chrispin's Home. Hun synes, Christian trak det lange strå.

Genudsendelser
Alle tre programmer genudsendes den efterfølgende lørdag på DR2 og den efterfølgende søndag på DR1.