Dansk Folkeoplysnings Samråd



Printvenlig udgave af siden Printvenlig

Her er du:


Ingen u-landshjælp uden folkeoplysning

24. november 2005

Men alt tyder på, at dette arbejde går i stå til nytår. Det bør ikke ske, for danskerne vil gerne hjælpe, og en rejse til Vietnam blev en øjenåbner, skriver Naser Khader og Per Paludan Hansen i denne kronik, bragt i Information den 22. november 2005.

Naser Khader er formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) og MF for De Radikale. Per Paludan Hansen er sekretariatsleder i Liberalt Oplysnings Forbund og næstformand i DFS samt medlem af bestyrelsen for Venstre i Roskilde

Blandt khmerer i Mekong-deltaet

Hvorfor skal danskerne blive ved med at give u-landshjælp til et land med en vækstrate på 8-10 procent om året? Det må være på tide, at vi fjerner Vietnam fra listen over modtagerlande, hvor det oven i købet ligger på andenpladsen. Der må være fattigere lande, som har mere brug for pengene.

Sådan cirka tænkte jeg (NK), da jeg for et par uger siden var på vej til Vietnam. Her skulle jeg se nogle af de projekter, som u-landsorganisationen CARE-Danmark støtter.

Opholdet blev en øjenåbner, og turen blev en virkelig uddannelsesrejse. Viden kan faktisk ændre holdninger. Oplysning er nødvendig for at kunne handle fornuftigt. Det vender vi tilbage til.

Jo, Vietnam er et land med økonomisk vækst, men væksten er ujævnt fordelt. Den kommer ikke alle til gode.

Ikke mindst de etniske minoritetsgrupper står uden for udviklingen. Tværtimod er forholdene for en gruppe som khmererne, der lever i Mekong-deltaget i det sydlige Vietnam, blevet værre i de seneste år. Og fattigdommen i deres landsbyer står ikke tilbage for forholdene i afrikanske lande.

Blandt disse khmerer har CARE iværksat et program, hvor kvinderne får mulighed for at låne penge til at købe grise og køer på noget, der ligner andelsbasis. De deler f.eks. de redskaber, som ellers ville være for dyre for dem.

Efter et at have opdrættet dem, sælger de dem, får råd til flere grise og køer og bliver i stand til at sikre sig selv økonomisk uafhængighed - og forsørge deres familier.

Det var kun ét af flere projekter, der tydeligt viste, at Vietnam stadig har brug for bistand, og at Danmark og danske organisationer har ekspertisen til at sikre, at hjælpen kommer de rigtige grupper i samfundet til gode. Og så skal vi i øvrigt ikke glemme, at Vietnam er et af de lande, hvor vi kan se, at hjælpen virker.

Men det er ikke os alle, der har muligheden for at flyve om på den anden side af kloden og se u-landsprojekterne med egne øjne.

Vores viden må komme andre steder fra. Heldigvis eksisterer der i Danmark et bredt net af organisationer, som - ved siden af indsamlings- og bistandsarbejde - gennemfører et stort og flot folkeoplysningsarbejde. De laver hjemmesider, skriver pjecer, holder foredrag og meget mere for at fortælle borgerne, hvorfor u-landshjælp er nødvendig, og hvilken nytte pengene gør i de fattige lande.

 

Regeringen lukker kassen

Desværre tyder meget på, at dette store og vigtige arbejde går i stå fra nytår. I årtier har staten støttet det økonomisk. I 2005 er der afsat 32 mio. kr. til bistandsorganisationers og andre foreningers oplysningsarbejde om forholdene i u-landene. Som regeringens forslag til finanslov ser ud nu, vil der være 0 kr. til organisationernes oplysningsarbejde til næste år.

Det må organisationerne selv finansiere. Pengene skal gå direkte til de fattige lande, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Én ting er, at 32 mio. kr. er småpenge på budgettet for u-landshjælpen. Noget andet er, at økonomien i organisationerne slet ikke hænger sådan sammen, at de 'bare' kan fortsætte oplysningsarbejdet for egne midler.

Nogle organisationer kan måske hente pengene fra andre konti på budgettet, men så bliver der færre penge til, ja lige netop: projekter i de fattige lande.

De fleste organisationer kan ikke trække pengene andre steder. Det betyder, at de må indstille deres oplysningsarbejde; for nogles vedkommende måske ligefrem en lukning.

Og konsekvenserne vil være omfattende:

Hvis regeringen står fast på slagtningen af oplysningsmidlerne, vil danskerne ikke få mulighed for at høre om Vietnam, om hvordan dansk u-landsbistand har gavnet, om de minoriteter, som ikke har fået gavn af den økonomiske vækst, og om de projekter, det stadig er nødvendigt at støtte.

Hvis forslaget gennemføres, kan Operation Dagsværk måske godt en gang til få landets gymnasieelever til at ofre en dags indsats for et projekt i u-landene, sådan som de for kort tid siden samlede otte mio. kr. ind, for at børn i Kirgistan kan få lov at komme i skole. Men Operation Dagsværk vil ikke have råd til at arrangere foredrag og producere aviser, som oplyser gymnasieeleverne om, hvorfor der er brug for penge til børnene i Kirgistan - og hvor motiverede mon så de unge er til at løse opgaven?

 

Viljen til hjælp er der

Hvis Mellemfolkeligt Samvirke ikke til næste år får deres del af de 32 mio. kr., så kan de - med deres egne ord: "-ikke længere udgive bøger, undervisningsmaterialer og magasiner som f.eks. ZAPP Jorden rundt og KONTAKT globalt magasin. Det betyder, at vi ikke kan tilbyde skolerne dilemmaspillet Global Island, foredrag via gæstelærerprogrammet Levende ord, nyhedsbrevet Global Undervisning, kurser og oplæg, udlån fra vores offentlige bibliotek med speciale i u-lande og global udvikling og mange andre aktiviteter".

Indtil i dag har størstedelen af befolkningen aldrig for alvor sat spørgsmålstegn ved, at Danmark skal hjælpe u-landene. Tværtimod har der i nødssituationer næsten altid været vilje til - ud over det skattefinansierede - at give af egen lomme, ikke mindst, når borgerne har følt sig grundigt oplyst om forholdene.

Det kan man efter vores opfattelse i høj grad takke organisationernes folkeoplysende indsats for.

Med denne meningsløse besparelse frygter vi, at regeringen på længere sigt vil undergrave den folkelige opbakning til u-landsbistanden. Fuldt forståeligt, for hvorfor afsætte penge til samfund og mennesker, vi ikke kender noget til? Hvorfor bruge skattekroner på projekter, hvis resultater vi aldrig hører om?

Borgernes viden om u-landene vil blive helt afhængige af mediernes prioriteringer, der ofte er fuldkommen tilfældige. Bare inden for det sidste år har vi set, hvor forskellige indsamlingsmulighederne var i forhold til Dafur, tsunami-ofrene og de jordskælvsramte i Pakistan - alt efter hvordan begivenhederne var omtalt i medierne.

 

Andelstanke i Asien

Lad os vende tilbage til khmer-kvindernes andelsprojekt i Vietnam.

På mange måder var det inspireret af den danske andelsbevægelse, men der manglede et meget vigtigt element: uddannelse. Man kan slet ikke forestille sig andelsbevægelsen uden folkeoplysning, især i form af højskolerne.

Og det var helt tydeligt, at khmer-kvinderne manglede uddannelse i et land, hvor der ikke er skolepligt. Konkret betød det, at de ikke kunne finde ud af at sammensætte et ordentligt regnskab for deres små andelsvirksomheder. Og så fik de problemer, hvis de igen skulle låne penge til forbedringer og udvidelser.

Når det gælder folkeoplysning, har Danmark utrolig meget at bidrage med i Vietnam og i andre u-lande. Ikke bare via Danida eller via de private og folkelige bistandsorganisationer. Hvorfor ikke engagere højskolerne i direkte partnerskaber med khmerkvinder eller andre projekter?

Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en tanke, som kan støttes af alle dele af det politiske spekter.

Men hvis Danmark skal eksportere folkeoplysning, kræver det en vis form for konsekvens og sammenhæng.

Hvordan skal vi overbevise modtagerlandene og samarbejdspartnerne om, at folkeoplysning er et vigtigt redskab i udviklingen af deres samfund, hvis vi i samme åndedrag afskaffer folkeoplysningen i Danmark om deres samfund?

Alt taler for at fastholde den statslige støtte til u-landsoplysning. Vi kan ikke tro, at afskaffelsen er gennemtænkt og gennemdiskuteret i de politiske partier.

Derfor håber vi - og tror stadig på - at de 32 mio. kr. er tilbage i finansloven, inden den kommer til tredjebehandling i Folketinget til december.