Dansk Folkeoplysnings Samråd



Printvenlig udgave af siden Printvenlig

Her er du:


Selv om jeg ikke bliver rockstjerne

2. juni 2010


”Før lavede jeg egentlig ikke noget. Nu går jeg på kurser og øver. Min fremtid er helt sikkert noget med musik. Også selv om jeg ikke bliver rockstjerne.” Hvordan ser deltagerne på voksenuddannelse og folkeoplysning, og hvad får dem til at melde sig? Det er temaet for det nyeste nummer af det europæiske InfoLetter.

Af Michael Voss

Studiekredse udgør en stor del af Sveriges folkeoplysning. Deltagerne øger deres viden, og at de kan bruge deres nye evner i privatlivet og i fritidsaktiviteter. I en nylig undersøgelse svarer de også, at de har udviklet sig personligt og forbedret deres livskvalitet.
Endelig har over halvdelen fået lyst til og mod på at fortsætte med en eller anden form for studier. Det fremgår af en artikel af Hetty Rooth i det nyeste nummer af InfoLetter, som har deltagernes synspunkter og motivation som tema. Det er i denne artikel, at en deltager i en rock-studiekreds siger:
”Nu laver jeg ikke andet end musik. Jeg følger et musikkursus på gymnasieniveau, og jeg er blevet medlem af en musikforening. Vi øver fire-fem gange om ugen. Før da lavede jeg egentlig ikke noget.
Jeg skal lave noget med musik i fremtiden. Også selv om jeg ikke bliver rockstjerne.”

Selvværd
Tilsvarende meldinger kommer fra portugisiske deltagere i voksenundervisning.
I artiklen ”Resultatet er inde i dig” citerer Carlos Ribiero en undersøgelse fra Portugal, som bl.a. konkluderer:
”Der er tydelige effekter på det positive plan hos alle deltagere i form af selvværd, øget personlig viden, højere selvfølelse med større kulturel værdighed - med alle de konsekvenser det får for den enkeltes evne til at genvurdere sin egen rolle i familien og sociale netværk.”
Ribeiro tilføjer, at pragmatikere måske vil opfatte dette som sekundært: ”Men det må opfattes som ekstremt positivt i et land som Portugal, hvor kulturen har en tendens til nedvurdere individers selvværd og selvbekræftelse,” skriver han.

Intet job
Til gengæld klager to tredjedele af de portugisiske deltagere over, at deres deltagelse i ”Initiativet Nye Muligheder” ikke har øget den anerkendelse, de modtager på arbejdspladsen.
Også polske deltagere i voksenundervisning for arbejdsløse er generelt meget tilfredse med den viden, de har fået, men klager over, at de alligevel ikke kan finde arbejde uden de rigtige kontakter. Det får forfatterne til artiklen, Anna Walulik og Wit Pasierbek til at konkludere:
”Det viser, at man skal lægge mere vægt på at udstyre deltagerne ikke bare med viden, men også med bløde kompetencer, når man sammensætter kurser og træningsprogrammer.”

Læringsuger
Denne udgave af InfoLetter indeholder også en artikel om de promoverings-initiativer for voksenuddannelse og folkeoplysning, som går under fællesbetegnelsen Adult Learners’ Week. I en særskilt artikel fortæller Bernie Bradie om erfaringerne fra dette års Adult Learners’ Festival i Irland.
I alt indeholder InfoLetter i denne måned 29 forskellige artikler.