Dansk Folkeoplysnings Samråd



Printvenlig udgave af siden Printvenlig

Her er du:


Binder samfundet sammen

6. oktober 2008


Jeg er enig med Karen Jespersen i, at der ligger en stor opgave i at fastholde og styrke den indbyrdes tillid i det danske samfund. Men jeg tror, at vi også skal se på, hvordan vi fjerner nydanskeres frygt for udstødelse og marginalisering, skriver Per Paludan Hansen i en kronik.

Lørdag den 4.oktober bragte Dagbladet og Frederiksborg Amts Avis en kronik af DFS’ formand, Per Paludan, Hansen. Kronikken tager udgangspunkt i mediernes omtale af ”ekstremisme, skyderier, bilafbrændinger og vold:
”De store overskrifter er som regel affødt at dybere problemer, f. eks. det, at man mangler en respekteret plads i samfundet i form af en god uddannelse og dermed også et godt job,” skriver Per Paludan Hansen og fortsætter:
”Folkeoplysningens skoler har haft en historisk rolle både i form af at være det kit, der gennem sin alsidige virksomhed har sikret forståelsen for samfundets forandringer, nye impulser og som et væsentligt uddannelsespolitisk redskab, der hjælper til, at så mange som muligt får en plads i uddannelsessystemet.”

DFS’ formand henviser til en kronik, som Karen Jespersen skrev for nylig. I kronikken advarede velfærdsministeren mod muslimer, som ”danner deres egne parallelsamfund” og i etniske grupper, som ”lever isolerede fra hinanden”. Per Paludan Hansen kommenterer:
”Jeg er enig i, at der ligger en stor opgave i at fastholde og styrke den indbyrdes tillid i det danske samfund. Men jeg tror, at vi også skal se på, hvordan vi fjerner nydanskeres frygt for udstødelse og marginalisering, og hvordan vi skaber tilliden til, at det danske samfund kan og vil give dem en plads på lige fod med alle andre.
Vejen bort fra frygt og hen imod tillid mellem mennesker af forskellig national, kulturel og religiøs baggrund går ikke via forbud og forbandelser.”
Per Paludan Hansen skriver, at arbejdet med at bekæmpe frygt og ekstremisme og arbejdet med at opbygge tillid, baseret på viden og dialog, en nærliggende opgave for folkeoplysningen og henviser til en række eksempler.

I kronikken kommer DFS’ formand også ind på et folkeoplysningens indsats for at hjælpe de voksne, som ikke fik tilstrækkelig uddannelse som unge, og fortsætter:
Men vores kvalifikationer og gode vilje gør det ikke alene. Vi har også brug for opbakning fra de politiske beslutningstagere, og her kunne vi godt ønske lidt nye signaler.”
Han henviser til et skred i hele uddannelsestænkningen:
”Man fokuserer ensidigt på de formelle uddannelser, og når man endelig taler om læring uden for systemet, tænker man kun på det, der foregår på arbejdspladserne.
Her er der brug for større anerkendelse af, at mennesker også lærer i de ikke-formelle uddannelser og i foreningslivet. Med andre ord skal den folkeoplysende tradition hives ud af politikernes glemmebog, hvor mange af dem har parkeret den.”

Som konklusion foreslår Per Paludan Hansen, ”at regeringen nedsætter et udvalg, som belyser folkeoplysningens bidrag i et globaliseret samfund og formulerer forslag til nye formelle rammer for den folkeoplysende voksenundervisning”.