Dansk Folkeoplysnings Samråd



Printvenlig udgave af siden Printvenlig

Her er du:


FO-byen slår dørene op for århusianerne

20. oktober 2009


Nyt stort kraftcenter i Århus-midtby for folkeoplysning, kultur og voksenundervisning åbner fredag 23. oktober. Århus får et nyt dynamisk samlingssted på over 6.000 kvm på en af byens mest centrale placeringer, når folkeoplysningens by bliver indviet fredag 23. oktober.

Det er FO-Århus, der står bag det nye kraftcenter, som har adgang fra både Frederiksgade, Vester Allé og Christiansgade, og visionen med FO-byen er at skabe et centrum for netværk, ideudvikling og oplysning. FO-Århus er en af byen største aftenskoler. Den er tilknyttet landsorganisationen NETOP.
Ud over FO-Århus bor bl.a. Ældre Sagen, Daghøjskolen Gimle, Århus Produktionsskole: Care Crew, Århus Retshjælp i FO-byen.

Få fantasien til at blomstre
Intentionen er, at det skal være en åben by for alle århusianere med værdier som livskvalitet, evnen og viljen til at sprænge rammer og viljen til at lære at lære.
”Folkeoplysningsbyen skal få fantasien til at blomstre hos byens borgere.  Vi vil hjælpe, støtte og give plads for folks ideer og projekter, så de når ud over kanten og bliver en del af gadebilledet i Århus. Det kan blandt andet ske ved, at vi stiller vores butik i Frederiksgade til rådighed for idémagere,” siger skoleleder Torben Dreier, FO-Århus. 
Målet med FO-byen er også, at det skal udvikle sig til lokalområdets omdrejningspunkt for information og debatskabende aktiviteter.
”Jeg drømmer om et sted, hvor man gør væsentlige emner til samtalestof.  Jeg drømmer om, at dette sted skaber grobund for nye aktiviteter og nye netværksrelationer, siger Torben Dreier.

Idekonkurrencer
I forbindelse med indvielsen af FO-byen udskriver FO-Århus to idékonkurrencer med en samlet præmiesum på 100.000 kroner.
Rådmand Jacob Bundsgaard Johansen præsenterer konkurrencen om idéer til kunstnerisk udsmykning af FO-byen, mens rådmand Peter Thyssen præsenterer konkurrencen om idéer til en hængende have mellem Frederiksgade og Vester Allé.Borgmester Nicolai Wammen står for selve indvielsen af FO-byen og vil her afsløre et portræt af folkeoplysningens fader, Nicolai Frederik Severin Grundtvig, der er malet af den århusianske kunstner Klaus Bahnsen.

 


FO byen

Alle er velkomne til arrangementet i FO-byen fredag 23. oktober fra klokken 13 til 16.

Rød pilMere om arrangementet