Dansk Folkeoplysnings Samråd



Printvenlig udgave af siden Printvenlig

Her er du:


Bevilling til it-undervisning af ældre og socialt udsatte

15. november 2011


28 millioner kroner fra satspuljen er blevet afsat til at styrke ældre borgeres digitale færdigheder og socialt udsattes adgang til den digitale kommunikation. Bevillingen kommer på baggrund af en henvendelse fra DFS, Dansk Biblioteksforening og Ældresagen.

Af Michael Voss

De såkaldte satspulje-partier har indgået en aftale om fordelingen af årets pulje. I aftalen konstaterer partierne:
”Samfundet stiller stigende krav om digital kommunikation, som forudsætter at borgerne har adgang til og er fortrolige med brug af computere. En stor gruppe af ældre borgere og visse socialt udsatte grupper har begrænset eller slet ingen forudsætninger for at håndtere disse krav og risikerer reelt at blive demokratisk marginaliseret.”
På den baggrund er partierne blevet ”… enige om at afsætte 20 mio. kr. over fire år til en målrettet styrkelse af ældre borgeres digitale færdigheder. Samtidig afsættes 8 mio. kr. over fire år til en særlig indsats rettet mod at styrke socialt udsatte gruppers adgang til den digitale kommunikation.”
  Marlene Lorentzen_160
"Vi kom til forhandlingerne med en stærk ambition om at tage ansvar for landets IT-sårbare." siger folketingsmedlem Marlene Lorenzen, Radikale.

Opfordring fra tre organisationer
Denne bevilling er et resultat af en fælles henvendelse fra DFS, DB og Ældresagen i midten af oktober til økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard og finansminister Bjarne Fog Corydon.
I brevet påpegede de tre organisationer:
- At mere end 500.000 danskere ikke har adgang til internet i hjemmet
- At 400.000 af disse er over 65 år
- At der er en social slagside, idet de 65+ årige, der har internetadgang, i snit tjener 50 procent mere end dem, der ikke har
De fortalte om deres allerede eksisterende initiativer og gav tilsagn om at styrke denne indsats og det indbyrdes samarbejde om at løse opgaven. Men de fastslog også, de den nødvendige indsats vil kræve tilførsel af ressourcer:
”Vi skal derfor opfordre Ministeren til, at der afsættes en national søgepulje, der kan styrke den helt nødvendige uddannelsesindsats overfor de it svage, som kræver en ekstraordinær indsats, hvis målet skal nås.”

Et demokratisk problem
Det var folketingsmedlem Marlene Lorentzen, De Radikale, der rejste sagen i forhandlingerne om satspuljen. I en kommentar til resultatet siger hun:
"Vi kom til forhandlingerne med en stærk ambition om at tage ansvar for landets IT-sårbare. Når digitaliseringsbølgen for alvor tager fat om et par år, vil 400.000 ældre og mange unge uden adgang til internettet være afskåret fra blandt andet at melde flytning eller søge om folkepension.
Det udgør et alvorligt demokratisk problem, og derfor er jeg glad for, at der nu er afsat 28 millioner kroner til en indsats for netop denne gruppe.”